søndag den 6. februar 2011

Så tillykke med hykleriet Mogens.

Lykketoft er årets største hykler.
Indtil nu, så fører Mogens Lykketoft stort.
Det bliver svært at overgå.
Lørdag stod han på ladet af en lastvogn på Rådhuspladsen i København og talte varmt om opstanden i Egypten.
Lykketoft gav sig 100 %. Socialdemokraterne støtter den nye demokratibevægelse fuldt ud. Han var på overfladen ret følelsesladet – og på en måde virkede det på mange, som om han mente det alvorligt.
Det absurde i hans attitude er, at indtil to uger siden var Egyptens diktator, Mubarak, og hans tyran parti et skattet og vellidt medlem af organisationen af internationale socialister. Link: http://www.socialistinternational.org/
Ved møde efter møde mødtes Poul Nyrup på vegne af Socialdemokraterne med både Ben Ali fra Tunesien og Mubarak fra Egypten. Her sad de og slog hinanden på skulderen og talte om fremgangen for den demokratiske socialisme.
Gennem snart 30 år har Mubarak modtaget velvillige udsendinge fra de europæiske socialdemokratier, uden der har været den mindste smule ubehag fra dem om at omgås en despot med blod på hænderne. Her hyggede man sig ved kaffen og en god cognac efter festmiddagen med den ansvarlige for tortur og drab. På intet tidspunkt tog man afstand fra hans politik. Han var en god socialist og hjertelig velkommen i foreningen.
Så kom protesterne for 14 dage siden, og da det viste sig, at der var opbakning i befolkningerne i Tunesien og Egypten, så reagerede den pæne socialistorganisation og meldte dem ud med det samme.
Så hurtigt, at Mogens Lykketoft nu kan stå på ladet af en lastvogn lørdag og holde en flammende tale om solidaritet med demonstranterne i Kairo.
Så tillykke med hykleriet Mogens. Din indsats bliver svær at overgå.
Med venlig hilsen
Morten Dreyer
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti
Københavns Storkreds

Ingen kommentarer: