tirsdag den 17. september 2013

Lykkeidioti

Er du lykkelig? Det er en ganske absurd sag, som byrådet i Dragør skal behandle på næste møde. Skal Dragør bruge et halvthundrede tusinde på at undersøge om borgerne er lykkelige. Dansk Folkeparti trak i nødbremsen, da forslaget skulle vedtages sidste torsdag i udvalget. Nu håber vi på et nej i byrådet. Projektet er opståetefter henvendelse fra Institut for Lykkeforskning, som mener, at de med spørgeskemaer til 300 dragørborgere kan aflæse alle 14.000 borgeres lykketilstand. Efter min mening er det på plan med at fæstne lid til en spåkvinde, som efter et kig i krystalkuglen, kan oplyse, at du møder en høj smuk fremmed og at du får masser af penge. Institut for Lykkeforskning er efter min mening på dette plan, men med en række flotte ord. Projektets formål: Dragør Kommune er blevet tilbudt at indgå i et samarbejde med Institut for Lykkeforskning om en kortlægning og undersøgelse af lykken hos borgere i Dragør. Undersøgelsen kan anvendes som et styringsinstrument for kommunen i tilrettelæggelsen af den sundhedsfremmende indsats. Normalt fokuseres der på sygdom, medicinforbrug og problemer via traditionelle indikatorer som arbejdsløshed, leveår, kriminalitet etc. Denne undersøgelse giver en mulighed for at komme et spadestik dybere og undersøge, hvordan borgerne har det, hvad der er vigtigt for deres trivsel, og hvordan kommunen kan understøtte dette yderligere. Første skridt er at undersøge, hvor godt borgerne egentlig har det og indfange forskellige dimensioner af, hvad der har betydning for borgernes liv i Dragør, og hvad der understøtter eller modvirker lykke i et lokalsamfund. Det er et forsøg på at kortlægge det, der har betydning og gør livet værd at leve. Lidt hårdt kan det betegnes som varm luft i spandevis. Det er ikke muligt at måle personlig lykke for en hel kommune via et afkrydsningskema udsendt til tilfældigt udvalgte borgere. Tænk om vi i stedet brugte de halv hundrede tusinde på at invitere Dragørs pensionister på en skovtur ud i det blå med gode oplevelser og en god frokost på en landevejskro. Her kunne 600 pensionister for de samme penge få en god dag i selskab af gamle naboer og bekendte. Og måske blive lidt gladere. Det er bedre end endnu en flot rapport, som ender på hylden ved siden af andre tabte projekter, som f.ex. Dragørs nye å, Enghave Å, som Miljøminister Ida Auken fra Socialistisk Folkeparti fik Dragør til at udarbejde en storstilet vedligeholdelsesplan for. Inden ministeriet selv erkendte, at det var absurd og opgav sagen.

Ingen kommentarer: